Holbæk Kommunes plan for aktivitetsparate

Forfatningsdomstol ?

Jobcenterjura, Love mv, POLITIK, Tvangsfjernelser og anbringelser

Derfor forfatingsdomstol:

Holbæk Kommunes plan for aktivitetsparate
Her ser du Holbæk Kommunes indlysende plan for aktivitetsparate

Fordi den ene lovgivning (budgetlov, økonomistyring) sætter elementære rettigheder (garantiforskrifter 1)) ud af kraft. Kommunerne tvinges til finansiel magtfordrejning i kontanthjælpssager.

 

 

Jeg – og håber jeg – mange i Jobcentrets Ofre – går ind for en forfatningsdomstol.  Læs her. hvorfor.

Portræt af Mikael Hertig
mikael Hertig., Politisk Økonomisk Konsulent for Jobcentrets Ofre’

 

Magtadskillelsen virker ikke godt nok

 

Magtadskillelsen i Danmark fungerer ikke godt nok, når man ser på, hvordan Jobcentrene misrøgtes.  Kernen i læren om magtadskillelse  (den borgerlige revolution) var en simpel konstatering af, at magthavere med tiden udvikler en interesse for at beskytte sig imod folket. Det kendetegner diktaturet, at diktatoren klamrer sig til magten med alle til rådighed stående midler, ikke mindst sit voldsmonopol.

Jobcentrets Ofre ser magtadskillelsen i Danmark som nødlidende, fordi domstolene ikke reelt bare er tilbageholdende. De går aldrig ind i spørgsmål om, hvorvidt gældende lov strider mod grundloven eller tilhørende retsgrundsætninger på forfatningsniveau.

Den svageste borger svigtes

Danmark er kommet i uføre, fordi hensynet til den svageste borger stiltiende er svigtet. På beskæftigelsesområdet er systematisk og vedvarende universel magtfordrejning blevet accepteret af hele den udøvende magt, dele af folketinget, ankeorganer og domstole. En ting er, at domstolene har svært ved at håndtere forvaltningsret, en anden, at de ankeorganer, der burde fungere i disse sager, langt hen ad vejen fungerer som systemets forlængede arm. Der har bredt sig  en oplevelse af, at det nok ikke kan være anderledes, dybt ind i de politiske partier, i embedsværket, i økonomers virkelighedsbilleder.

At acceptere fattigdom i et rigt samfund som det danske er simpelthen politisk uacceptabelt. Det er uforeneligt med demokratiet, med grundlovens § 75 og andre bestemmelser. Mange bilder sig ind, det ikke kan være anderledes.

Ankestyrelsen er langt fra uafhængig. Tilbøjeligheden til, at domstole og ombudsmand respekterer den såkaldte sagkundskab – underforstået det administrative systems praksis – som gudgivet, har ført Danmark ud i en situation, hvor økonomiske hensyn udtrumfer fundamental jura. Den svageste er ikke beskyttet.

Derfor er det ikke nok længere, at en mulig forvaltningsdomstol underkender enkelte afgørelser i kommunerne. Når regering og folketing sammen med embedsværket stiltiende accepterer en fundamentalt ulovlig tilstand i årevis, så skal der mere til- en forfatningsdomstol.

Lovgivningen på beskæftigelses- og pensionsområdet er, sine åbenbare mangler til trods, lovbundne udgifter. Hvis lovens betingelser er opfyldt, skal ydelsen juridisk bare tildeles straks uden diskussion.

Ikke mere diskussion – sådan er princippet. Det burde have været ligesom med folkepension, at udgiften til førtidspension var ret statslig, eller som tidligere 100 % refunderet af staten.  Sådan er det bare ikke.  Tværtimod. Og som årene er gået, er der ikke længere nogen, der formår på de svageste vegne at rejse spørgsmålet om,

Det vil sige, at Jobcentret skal udrede hurtigst muligt, om borgeren skal ud på arbejdsmarkedet eller kan komme det igen, om vedkommende kan omskoles (revalideres), eller om hun eller han skal indstilles til førtidspension eller fleksjob. Men det sker ikke.

Hver gang, en kommune tildeler en enlig borger førtidspension, påfører det kommunen en årlig merudgift på 120.000 kr.. Forestiller man sig, at alle blev udredt samtidig, ville det påføre det kommunale område en årlig og blivende merudgift på 12 mia. kroner. Det er der slet ikke råd til. Kommunerne er med andre ord tvunget til  ulovligt at svigte de helt fundamentale principper om saglighed i forvaltningen.

Hver eneste gang, en borgers sag trækkes unødvendigt ud på trods af, at sagen er afklaret med lægeattest og funktionsevnebeskrivelse, foreligger der finansiel magtfordrejning. (Gammeltoft mfl 2002, 335-40). Kommunen skulle førtidspension med det samme, men sparer på tildelingen, fordi der ikke er råd til. det. Derved sætter den gældende lov ud af kraft.  Too big to fail?

En ting er, at der foreligger et ubestemt antal tilfælde af finansiel magtfordrejning (Vi gætter på 80 % af aktivitetsparate med flere). Det oprørende består i, at alle aktørerne: STAR, Beskæftigelsesministeren, regeringen,  Kommunerne selv, Kommunernes Landsforening, Socialrådgiverne, Ankestyrelsen, Ombudsmanden, name it, accepterer denne fundamentale tilstand af lovløshed.

Også domstolene er ifølge dansk retstradition fraværende, når det handler om noget så fundamentalt som overholdelse af grundlovens § 75, stk. 2.

Åbenrå- eksemplet.

I 2019 vedtog folketinget ekstreme skærpelser af bestemmelsen om sanktion for “ophold i udlandet”. Konsekvensen blev, at en række borgere tæt ved grænsen reelt mistede deres forsørgelsesgrundlag, fordi de blev udsat for sanktioner, blot for at have handlet ind ved de nærmeste supermarked.  Lovgivningen kunne hævdes at tilsidesætte hensynet til det offentliges forsørgelsespligt i strid med principperne  om legalitet og proportionalitet. (“Ved valget mellem flere mulige udformninger af afgørelsen er forvaltningen forpligtet til ikke at gå videre med hensyn til at påføre borgerne byrder end formålet tilsiger”). Det er muligvis overset i den aktuelle sag, at  kommunerne ved at påføre kontanthjælpsmodtagere sociale sanktioner også sparer penge. Sanktioneringerne i sig selv kan derfor ses under mistanke for finansiel magtfordrejning.

På samme måde har ingen overhovedet diskuteret forholdet mellem grundloven og en nedre fattigdomsgrænse, endsige det forhold, at juristerne anser dette for et udelukkende politisk spørgsmål på trods af grundlovens bestemmelse. (Christensen JP 2016, 399). Det hedder bl.a.

“I den statsforfatningsretlige litteratur er forpligtelsen da også blevet knyttet til sikring mod, at borgerne omkommer af sult og nød”.

Men det bliver en slags teoretisk forestilling udenfor juristernes forestillinger om virkeligheden.

I den lavadelige juridiske udlægning indebærer dette, at de mange selvmord, nedslidninger, udsættelser fra boliger og lignende, som følger af den fornedrende kommunale praksis, ingen rolle spiller. Der er jo selvmord, sult og nød. Hvis der, som det hedder samme sted, skulle have været tale om “et vist eksistensminimum” svarende fx. til retsplejelovens bestemmelse om trangsbeneficium , så kunne det på de bonede gulve have forekommet som en reel mulighed ude i den sociale virkelighed, at levende mennesker kunne blive tvunget til at leve under dette minimum. At minimum er en grænse og ikke en elastisk undvigemanøvre for de velbjergede.

Efter Jobcentrets Ofres vurdering er det ikke nok at sikre juridisk saglige afgørelser i enkelttilfælde, når det samlede system reelt er brudt sammen. Vi foreslår en forfatningsdomstol med forbillede i den tyske forfatningsdomstol i Karlsruhe. Opgaven for den bliver – indenfor forfatning og grundloven – at blive demokratiets og magtadskillelsens vogter.  Forfatningsdomstolens kompetence skal ikke så være aktivistisk, som den Europæiske Menneskerettighedsdomstol af nogle beskyldes for at være. Men for eksempel skal ingen børn eller voksne leve under kår, der ikke modsvarer en fattigdomsgrænse, der svarer til begrebet “et tarveligt hjem”. Det vil i dag sige med adgang til fjernsyn, møbler, mad, tøj, transport, fritidsfaciliteter etc.

Man kan sige det på den måde, at Højesterets ulyst til at realitetsbehandle og navnlig underkende nødlidende retstilstande og love er så udbredt, at der skal ændringer til. Det skal ske indenfor den dele af europæisk retstradition, der går under betegnelsen ‘civil law‘ – modsat amerikansk-engelsk, hvor domstolene tiltager sig en slags lovgivningskompetence. (Kendt fra amerikansk lovgivning om fri abort).

 

Socialrettens nysprog

Ordbog:
Aktivitetsparat = mennesker, forvaltningen ikke ved, hvad den skal stille op med, og som ikke må få førtidspension
Midlertidig ydelse = fra nu af og indtil folkepensionen
Uddannelsesparat = yngre person, vi ikke ved, hvad vi skal stille op med, og som heller ingen uddannelse har
Ressourceforløb
= Få tiden til at gå øvelse for aktivitetsparate. Det har ikke noget med skiløb eller cykelløb at gøre.
Rehabiliteringsteam = forskellige medarbejdere, der lader, som om de forbereder udredning. Egentlig betyder rehabilitering genrejsning af tabt værdighed.  På en måde er det jo smukt, at man sidestiller kontanthjælpsmodtageren med en syg person, for normalt raskmelder de jo den nødlidende og syge borger rask væk. Den anden betydning efter linket har at gøre med den tabte værdighed at gøre. Også her ligger der i ordet en slags erkendelse af, at kontanthjælpsmodtageren er blevet ydmyget forinden. Hvordan gik det dog til, og var det nu også nødvendigt. 
Kortvarig =  En udstrækning i tid fra nu og til evig tid?

Det sprog, de bruger, når det handler om kontanthjælp, er forskruet og latterligt. De passive mennesker, systemet ikke aner, hvad det skal stille op med, kalder de “aktivitetsparate“. De passive er aktive. Det er næsten som at lære fransk. “En hest hedder cheval. Og sådan er det hele vejen igennem” (Storm P)

Love skal kunne forstås af almindelige mennesker. Men på den del af socialpolitikken, der angår de ubeskæftigede, hedder det “beskæftigelsespolitikken”.

Der er forsket uendelig meget i kontanthjælp og kontanthjælpsmodtagere herunder også dem, der er på varige ydelser.   Man siger, disse ydelser skulle have været “kortvarige”. Nu siger man måske efterhånden hyppigere “midlertidige”, for midlertidighed er noget mere elastisk i sin udstrækning end “kortvarig”.

“Uddannelsesparate, aktivitetsparate og folk på ressourceforløb” . Men det allermest sigende tal glimrer alle vegne ved sit fravær. Hvor længe har den såkaldt aktivitetsparate været på kontanthjælp eller tilsvarende? Det hedder sig, at ydelsen skulle være kortvarig og midlertidig? Vi har jo eksempler på mennesker, der har været henvist til usselhed, kontrol og fattigdom i 30 år eller mere.

I Jobcentrets Ofre er vi overbevist om, at stort set alle kommuner ulovligt fastholder syge mennesker på kontanthjælp.I stort set alle de tilfælde, vi kender som partsrepræsentanter, fremgår det entydigt af de lægeattester, kommunerne indhenter, at de pågældende ingen mulighed har for at komme tilbage på arbejdsmarkedet gennem medicinsk behandling. For at nedgøre alle andre lægers udsagn har KL og embedsværket fundet på en ny slags papirlæger, der ka afvise de praktiserende lægers erklæringer. De en slags mannicher, der er hyret til at finde på nye undersøgelser, typisk dertil lønnede papirlæger eller sygeplejersker. Normalt er læger og sygeplejersker underkastet etiske krav om altid at skulle forsvare patienten overfor andre kræfter. Men papirlægerne er fritaget, de bliver vupti forvandlet til en slags djøfere, der adlyder det ikke-lægelige systems kommandoer. Kommunerne betaler for klinisk funktion og sundhedskoordinatorer.
Men i praksis raskmelder sagsbehandlere de sygemeldte, de prøver at sende folk til dertil hyrede psykologer.

Altsammen for at spare på kommunekassen.

Jura.

Forvaltningsretten forlanger, at alle afgørelser er saglige, og at de bygger på sande påstande. Påstandene skal ikke bare være sande, de skal også svare så præcist som muligt på de kriterier, lovgivningen stiller op.

 

 

 

 

1)
Hvad er en Garantiforskrift?
“Garantiforskrifter er regler, der er så væsentlige for sagsbehandlingen, at overtrædelse af reglerne som udgangspunkt formodes at have indflydelse på udfaldet af en afgørelse. Når Folketinget i f.eks. serviceloven, forvaltningsloven og retssikkerhedsloven har indført en række garantiforskrifter, er det ud fra et klart ønske om, at kommunerne skal følge en bestemt metode/procedure m.v., når kommunen i en konkret sag skal træffe en afgørelse. Hvis en myndighed ikke overholder en garantiforskrift, før den træffer afgørelse i en sag, er der tale om en generel væsentlig sagsbehandlingsfejl, der som udgangspunkt medfører, at en afgørelse er ugyldig. Hvis fejlen ikke skal medføre ugyldighed, skal myndigheden kunne bevise, at den begåede fejl ikke har haft indflydelse på afgørelsen.” (DUKH)

 

https://www.weekendavisen.dk/2021-6/samfund/den-udemokratiske-domstol

Skriv et svar