Jobcentre: Udøver de tortur eller nedværdigende behandling?

Ikke-kategoriseret, Jobcenterjura, Love mv, POLITIK

PROJEKTARTIKEL – UNDER UDBYGNING

AF  Mikael Hertig. senest udgivet 27. november 2022

Portræt af Mikael Hertig
mikael Hertig., Politisk Økonomisk Konsulent for Jobcentrets Ofre

 

Udøver myndighederne tortur overfor  borgerne i Jobcenter- og anbringelsessager?

Danske Bank set fra Holmens Kanal
Danske Bank

 

Rigtig mange kontanthjælpsmodtagere, der har levet under afhængighed af jobcentrenes intense overvågning og kontrol, pådrager sig alvorlige og langvarige lidelser.

I Facebookgruppen Jobcentrets Ofre har nogle i deres harme påstået, at der skulle være tale om tortur. Som en, der måske med lidt modifikation kan kaldes specialist i Menneskerettigheder, har jeg tænkt over, om man ligefrem i juridisk forstand kan hævde, at jobcentrene indimellem udøver tortur eller nedværdigende behandling.

Der er stor forskel på, om man selv synes, man er blevet udsat for tortur eller nedværdigende behandling, og om den oplevelse kan spille nogen som helst juridisk/politisk rolle. Social indignation er en god ting, men retfærdighedssansen og følelsen af personligt overgreb er ikke det samme som overtrædelse af danske retsregler eller krænkelse af menneskerettigheder i streng juridisk forstand.

Når vi i Jobcentrets Ofre overhovedet vil gå ind i den problemstilling, er det klart, at undersøgelsen er en vinkel, vi prøver at beskrive virkeligheden med. Det handler om at vurdere og fremskaffe de små bidder af virkelighedsbeskrivelse, som vi vil holde op mod de retsregler, vi støder på.

Der er to grunde til at være skeptisk her. For det første skal myndighedens adfærd være forsærlig, for det andet skal man næsten ud fra et forskringslignende syn kunne påvise, at det i hvert eneste tilfælde  var enten direkte hensigten eller i det mindste, at vedkommende, der handlede, var sig risikoen bevidst.

Menneskerettighedsdomstolens egen tekst:

 

. Generelle betragtninger
Fortolkning af artikel 3

1. Domstolens tilgang til fortolkningen af ​​artikel 3 skal være styret af, at formålet  og formålet med konventionen som et instrument til beskyttelse af individuelle mennesker kræve, at dets bestemmelser fortolkes og anvendes, [praktisk anvendelighed]  således at dets sikkerhedsforanstaltninger bliver praktiske og effektiv. Enhver fortolkning af de garanterede rettigheder og friheder skal være i overensstemmelse med konventionens generelle ånd, et instrument designet til at fastholde og fremme ideerne og værdier i et demokratisk samfund (Soering v. Det Forenede Kongerige, 1989, § 87).

2. Artikel 3 i konventionen fastslår en af ​​de mest grundlæggende værdier for demokratisk samfund. Faktisk er forbuddet mod tortur og umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf en civilisationens værdi, der er tæt forbundet med respekt for menneskelig værdighed (Bouyid v. Belgien [GC], 2015, § 81).

Det pågældende forbud er absolut, og ingen undtagelse fra det er tilladt i henhold til Artikel 15 § 2, selv i tilfælde af en offentlig nødsituation, der truer nationens liv eller i vanskeligste  omstændigheder, såsom kampen mod terrorisme og organiseret kriminalitet eller tilstrømning af migranter og asylansøgere, uanset den pågældendes adfærd

(A. m.fl  v. Det Forenede Kongerige [GC], 2009, § 126; Mocanu og andre mod Rumænien [GC], 2014, § 315; El-Masri v. Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien [GC], 2012, § 195 og Z.A. og andre mod Rusland [GC], 2009, §§ 187-188) eller arten af ​​den påståede lovovertrædelse begået af ham eller hende (Ramirez Sanchez mod Frankrig [GC], 2006, § 116 og Gäfgen mod Tyskland [GC], 2010, § 87).

 

Statens forpligtelser i henhold til artikel 3

 

3. Artikel 3 er almindeligt blevet anvendt i sammenhænge, ​​hvor den forbudte behandlingsform har stammer fra forsætligt påførte handlinger fra statsagenter eller offentlige myndigheder. Det kan beskrives i generelle vendinger som at pålægge stater en primært negativ forpligtelse til at afstå fra at påføre alvorlig skade på personer inden for deres jurisdiktion (Hristozov og andre mod Bulgarien, 2012, § 111).

4. Domstolen har dog også anset, at staterne har positive forpligtelser i henhold til artikel 3 i konventionen, som for det første omfatter en forpligtelse til at indføre en lov- og reguleringsform rammer for beskyttelse; for det andet, under visse veldefinerede omstændigheder, en forpligtelse til at tage operationelle foranstaltninger til at beskytte specifikke personer mod en risiko for behandling i modstrid hermed bestemmelsen; og for det tredje en forpligtelse til at gennemføre en effektiv undersøgelse af argumenterbare krav af udførelse af en sådan behandling. Generelt set er de to første aspekter af disse positive forpligtelser klassificeres som “materielle”, mens det tredje aspekt svarer til statens processuelle forpligtelse (X og andre mod Bulgarien [GC], 2021, § 178).

Anvendelsesområde for artikel 3

 

5. Forbuddet i henhold til konventionens artikel 3 vedrører ikke alle tilfælde af mishandling (Savran mod Danmark, [GC], 2021, § 122). Ifølge Domstolens veletablerede retspraksis er det generelt dårligt Behandlingen skal nå et minimumsniveau af sværhedsgrad, hvis den skal falde inden for rammerne af artikel 3. Den vurdering af det niveau er relativ og afhænger af alle sagens omstændigheder, som f.eks behandlingens varighed, dens fysiske eller psykiske virkninger og i nogle tilfælde køn, alder og tilstand af ofrets helbred (Muršić v. Croatia [GC], 2016, § 97)

6. For at afgøre, om tærsklen for proportionalitet (severity) er nået, kan andre faktorer være især taget i betragtning: (a) formålet med mishandlingen, sammen med intentionen eller motivationen bag, selvom fraværet af en intention om at ydmyge eller nedværdige offeret  ikke endegyldigt kan udelukke en konstatering af en overtrædelse af artikel 3 i Konventionen;

(b)
øget spænding og følelser; og (c) om ofret er i en sårbar situation (Khlaifia og andre mod Italien [GC], 2016, § 160).

7.Ved vurdering af, om en person har været udsat for mishandling, når minimumsniveauet
af alvorlighed, især dem, der er påført af privatpersoner, tager Retten hensyn til en række
af faktorer, som hver især er i stand til at bære betydelig vægt. Alle disse faktorer forudsætter det den behandling, som offeret blev “udsat” for, var konsekvensen af ​​en forsætlig handling.

Derfor kropslige skader og fysiske og psykiske lidelser oplevet af en person følger en ulykke, der blot er et resultat af tilfældigheder eller uagtsom adfærd, kan ikke anses for at være konsekvens af “behandling”, som den pågældende har været “udsat” for i betydningen Artikel 3 (Nicolae Virgiliu Tănase mod Rumænien [GC], 2019, §§ 121 og 123).

8. Men hvor en person bliver berøvet sin frihed eller mere generelt konfronteres med retshåndhævende embedsmænd, enhver adfærd fra sidstnævntes side over for en person, der tages i betragtning at forringe den menneskelige værdighed og dermed udgøre en krænkelse af konventionens artikel 3

(Bouyid v. Belgien [GC], 2015, §§ 100-101).

Skriv et svar