Fattigdommen er gadebilledet af dem, der ikke er der. Men den er der. Middelklassefolket vil ikke se den.
Derfor er den gemt væk.

 

Den typiske danske fattigdom ses ikke. Den handler om de børn, der ikke går til fodbold, de voksne, der ikke går på restaurant. Dem, der ikke flyver. Dem, der ikke har bil- Dem, der ikke tager på ferie.  Dem, du ikke ser i biografen, på museet eller i teatret. Dem, der ikke går i dyrt mærketøj.

Den typiske danske fattigdom lugter ikke. De fattige  har ikke råd til parfume.

Den typiske danske fattigdom høres ikke. Den er stum og uden musik.

Som det ses, handler tidens fattigdom om afsavn. De fattige lider, og det er ligesom den yderste fattigdom, at middelklassens normale ikke vil konfronteres med den. Det er ikke bare de hjemløse, der er problemet, det er alle de andre fattige. Hvis du ikke selv er en af dem, ser du dem ikke. Gå du til koncert. Du møder dem ikke.

De fattige omtales ikke. De skubbes ud i ligegyldighedens ligegyldighed.

 

“Ikke bødlen gør mig bange
Ikke hadet og torturen
Ikke dødens riffelgange
Eller skyggerne på muren
Ikke nætterne, når smertens sidste stjerne styrter ned
Men den nådesløse verdens blinde ligegyldighed”
Halfdan Rasmussen

 

 

‘

1) Er fattigdom forudsætning for andres vellevned?

2) Kan de syge blive raske ved arbejde eller skal de helbredes først?

 

1) De fattiges fattigdom  forudsætning for restens levestandard?

 

Det er en central påstand for de nye regerings- og højrepartiers forståelse af Danmarks økonomiske politik: Kontanthjælpsmodtagernes og folkepensionisternes fattigdom er en nødvendighed. Den vilde påstand er, at uden de fattiges stumme elendighed ville der ikke være råd til villa, bil(er) , ferierejser, oplevelser i teater, biograf, koncert og ungdommens natteliv i byerne. De fattige  har ikke råd.  Men hvad man ikke ser, har man ikke ondt af. Dansk fattigdom lugter ikke. Den fylder ikke i gadebilledet.

 

Men fattigdommen er ikke nødvendig for velstanden i samfundet, tværtimod. Der er en sammenhæng mellem kontanthjælpens niveau og den faktiske mindsteløn for arbejde på arbejdsmarkedet. Derfor har der efterhånden bredt sig den forståelse bland de fleste politiske partier, minus Enhedslisten, Alternativet og måske SF, at det vil forringe økonomien, hvis man hæver kontanthjælpsniveauet. Skulle de højreorienterede partier inklusive Socialdemokratiet og Radikale sige ærligt, hvad de mener, hed det: Hæver vi kontanthjælpen ol.  til fx., 16.000 om måneden for en enlig før skat, vil det medføre et øget lønpres. Dette lønpres vil i første omgang handle om mindsteløn, men når de pågældende kommer igennem med deres krav, vil det smitte af på hele arbejdsmarkedet. Og så gør økonomen sønder og sammen.
Derfor er det relevante spørgsmål: Vil øgede lønninger i en situation med store overskud på betalingsbalancen og på de offentlige kasser skade dansk økonomi, eller mon ikke der er råd til det?

Det spørgsmål bliver aldrig stillet.

En anden traditionel måde at se på det her på er ytres igen og igen fx af Berlingskes profet

I de år, hvor forskelligen mellem rig og fattig i det danske samfund faldt mest, stig den samlede rigdom mest.

 

2 Kan de bare tage sig sammen?

 

Partierne skal til at drøfte jobcentre og hvad nu

 

Tanken er, at alle ville vælge en tilstand i dovenskab uden at bestille noget, hvis de fik mulighed for at leve som middelklassefamilier.  Sagt på en anden måde: Fattigdommen, de pågældende er bragt i, skal motivere dem til at tage sig sammen og arbejde.

“Tog de fattige sig bare sammen, kunne de leve som os andre med ferier, natteliv og restaurationsbesøg.”

“Hvis alle bare var som jeg
så gik det nok til sidst.
Men ingen er (så grisk?) som jeg
og det er faktisk tem’li trist”

Tante Sofies Vise, Egner T, “Folk og Røvere i Kardemomme By”#

 

 

De fleste partier sammen med arbejdsgiverforeninger og fagforeninger har forlængst forladt Grundtvigs tanke om, at vi har drevet det vidt i rigdom, “når få har for meget og færre for lidt”.

Forudsætningen er en idé om griskhed som en bærende del af den menneskelige natur. Ligesom pengepugerne ser de fattiges ønsker om hjælp til livets ophold som misundelse på deres egen succes og rigdom, så bilder de sig selv ind, at det enten er deres fantasifuldhed eller deres arbejde, der har skabt deres private succes.

 

De borgerlige – her underligt nok også socialdemokraterne – har den grundtanke, at kontanthjælpsmodtagernes og indvandrernes fattigdom er en nødvendig forudsætning for at forsvare middelklassens levestandard. Psykologisk set er udskubningen til ligegyldighed, til de nytteløse i samfundet, åbenbart en nødvendighed for at skabe lidt egenfornemmelse af værdifulde.

Socialt set er de fattige værdiløse, og læren om, at de bare skal tage sig sammen, er en dejlig illusion.
Spidst sagt er de fattiges elendighed og udskubning en del af borgerskabets selvglæde.

 

Tanken er, at “Arbejde Adler”. Voksne mennesker erhverver social status  gennem arbejdet. Arbejde skaber identitet.  Tanken er nærliggende. Modsat kristendommens grundtanke om, at ethvert menneske er uendelig værdifuldt som skabt i Guds billede, så lever vi i en kapitalismetid, hvor forskellige kendisser og videnskabsfolk har påpeget, at voksne menneskers kald og stand næsten udelukkende skabes gennem arbejdet.
Den tyske vending “Arbeit macht frei”, der stod ved alle indgange til Hitlers koncentrationslejre, tilskrives oftest den danske forfatter Søren Kierkegård, der i “Entweder – oder” skrev (1843):

„Die Pflicht, zu arbeiten, um zu leben, drückt das Allgemein-Menschliche und zugleich auch in einem andern Sinne das Allgemeine aus, weil es ein Ausdruck der Freiheit ist. Gerade durch die Arbeit macht der Mensch sich frei, durch die Arbeit wird er ein Herr der Erde, durch die Arbeit endlich beweist er es, dass er über der Natur steht.“

på dansk:
”Pligten til at arbejde for at leve udtrykker, hvad der er almenmenneskeligt og samtidig i en anden forstand, hvad der er universelt, fordi det er et udtryk for frihed. Det er netop gennem arbejdet, at mennesket frigør sig selv, gennem arbejdet bliver det herre over jorden, gennem arbejdet beviser det endelig, at det er hævet over naturen.”

 

Det bemærkelsesværdige ved forholdet mellem den riges optik, der ser arbejde og rigdom som selvrealisering og livsudfoldelse overfor basale materielle behov illiustreres lettest ved at se på Malows behovspyramide:

 

 

Mens livsudfoldelse og selvrealisering ses i toppen af denne rangorden efter motiver, så ligger de fysiske behov: mad, tag over hovedet, sex, søvn osv. i bunden. Behovene i bunden er nødvendige for alles overlevelse,. behovene i toppen er luksus til de få.

En anden måde at sige det på finder vi hos Ole Bernth Henriksen på Berlingske, der skamrider en gammel traver, som de fleste, der beskæftiger sig med politik, kender til hudløshed:

“Skal vi gøre kagen større, så der er noget at dele ud af til alle, eller skal vi tage kagen med den størrelse, den nu har, og så dele den mere ligeligt til alle?

Lille lagkage:

Stor lagkage:

Thomas Bernth Henriksens (TBH) model er statisk. Han tror, at hvis man på solidarisk vis deler lagkagen ligeligt, med det samme så bliver der lige lidt til alle. Hvis man i stedet laver den stor kage, så bliver der meget mere at dele ud af. I den tankegang forsvinder tidsperspektivet, det drukner.

Tankegangen manipulerer med tidsperspektivet. For hvornår skal der deles ud? Først når vi er blevet endnu rigere, eller skal der deles ud af den rigdom, samfundet allerede har?.

TBHs manglende  realitetssans med hensyn til dynamik og tidsperspektiv præsenterer en falsk idé om, at hvis bare de rigeste får mere at sparer op og investereaf, så bliver kagen engang ude i fremtiden måske  og så kan der måske til den tid teoretisk  opstå en situation, hvor de fattige også får en større bid af kagen, end de nok ellers ville have fået; men lige nu for tiden (hele tiden) er det bedst at give skattelettelser til de rige og kontanthjælpsydelser og den slags nede.

Men væksten i samfundsøkonomien er størst, når ligheden er størst. Teorien bag dette blev først præsenteret af Haavelmo og Gelting omkring 1950.  https://tidsskrift.dk/nationaloekonomisktidsskrift/article/view/63916/91130 

Populært sagt svarer både private husholdningers overskud (udskudt forbrug) til at tage penge ud af det økonomiske kredsløb. Jo højere forbrugstilbøjelighed, des mindre forkalkning i det økonomiske kredsløb.

Teorien er empirisk eftervist, fx i Danmark. Da man skiftede til skattelettelsespolitik (Friedman, austerity), faldt væksten, også målt i BNP. Det viser bl.a. denne artikel: https://videnskab.dk/kultur-samfund/topskattelettelser-skaber-ulighed-og-har-ingen-samfundsmaessige-fordele-haevder-nyt-studie/

 

Fordeler Danmark kagenmere ligeligt med klækkelig opregulering til kontanthjælpsmodtagere med flere, vil effekten bilve, at samfundet bliver rigere.

 

 

 

 

 

3: Kan de fattige ikke bare tage sig sammen?

 

 

Når det ligger klart i Aktivloven § 1, stk 2

“Formålet med at give hjælp til forsørgelse er at sætte modtageren i stand til at klare sig selv.”

Modsvaret er simpelt:

 

Hvis modtageren af kontanthjælp er syg, er det nok en god idé at helbrede ham eller hende. Kan dette ikke lade sig gøre, skal vedkommende ikke jages og straffes, men hurtigt tildeles førtidspension.  

 

Der er på arbejdsmarkedet omkring 3 mio mennesker i beskæftigelse. Udenfor står omkring 100.000 (3,27  %)  i den arbejdsdygtige alder, udenfor uddannelsessystemet. De er puttet i den kasse, der på administrativsk hedder “Aktivitetsparate mm” ( dem, systemet ikke ved, hvad de skal stille op med, bortset fra, at det skal se ud, som om de gennem foranstaltninger skal kunne sættes i arbejde.

Alle ved, at langt de fleste ikke kommer i arbejde. De er syge. Hjerneskadede, svært PTSD-ramte, flygtninge, gigtplagede med store smerter, osv. De udgør en beskeden del af befolkningen.,

Kort sagt: Af de 100.000 gætter jeg på, de fleste er invaliderede syge mennesker uden udsigt til nogensinde at komme tilbage på arbejdsmarkedet, hvad enten de vil det eller ej.

Kritikken af Jobcentrene beror på, at politikerne ikke vil anerkende, at invalide mennesker ikke kan arbejde. Derfor bliver de mistænkeliggjort som dovne Roberter osv., selv om alle med indblik ved, at virkeligheden er totalt anderledes. Politikerne ved det, embedsmændene ved det, men det handler om “too big to fail”. Hvis de 100.000 alle skulle have førtidspension, ville det koste kommunerne 17,5 mia kroner årligt. Det kan ikke lade sig gøre, hverken efter budgetloven eller efter kommunal skatteudskrivning. Men hver gang, en langtidssyg, som efter alle saglige skøn skulle have fået førtidspension, sparer kommunen årligt omkring175.000 kroner.  Det hedder finansiel magtfordrejning. Den har ikke råd til at følge loven og lader derfor være. Ligesom i minksagen savnes der lovhjemmel, men det samlede system tier og samtykker.  De forfærdelige tragedier og dødsfald, der følger at fastholde dette  forfærdelige regimente, ser ud til at fortsætte.
For kontanthjælpsmodtagerne, for eksempel i Jobcentrets Ofre, bliver ikke hørt.