Ankestyrelsen ændrer administrativ praksis i forhold til modregning efter aktivlovens § 94, stk. 3
Beskæftigelseslovens § 94 i sin helhed (fra LBK nr 241 af 12/02/2021)
“§ 94. Kommunen kan træffe afgørelse om tilbagebetaling, når en person, der har modtaget hjælp, senere får udbetalt en erstatning, et underholdsbidrag eller lignende, der dækker samme tidsrum og samme formål som den udbetalte hjælp.
Stk. 2. Kommunen kan ikke træffe beslutning om tilbagebetaling efter stk. 1 af den hjælp, som en person modtager under tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, tilbud efter kapitel 5 i lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v., tilbud i medfør af selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogrammet efter integrationsloven og engangsbeløb efter § 25 a.
“§ 25 a. Kommunen kan yde op til 1 måneds engangshjælp til personer, der ikke opfylder betingelserne i § 13 b, indtil de har ret til en hel måneds selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse eller uddannelses- eller kontanthjælp. Engangshjælpen ydes fra ansøgningstidspunktet, og indtil ansøgeren får udbetalt selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse eller uddannelses- eller kontanthjælp, jf. dog stk. 4.
Stk. 2. Hjælpen efter stk. 1 kan højst udgøre 4.231 kr.
Stk. 3. For personer under 25 år, som bor hos en eller begge forældre, kan hjælpen højst udgøre 2.103 kr.
Stk. 4. En person, der skal løslades fra fængsel, kan anmode om, at kommunen senest 14 dage forud for løsladelsen træffer afgørelse om, hvorvidt personen kan modtage engangshjælp ved løsladelsen. Kommunen skal foretage en konkret vurdering af, om personen forventes at ville kunne opfylde betingelserne for at modtage engangshjælp. Engangshjælpen skal udbetales til pågældende på dagen for løsladelsen. Hvis betingelserne for modtagelse af engangshjælp mod forventning alligevel ikke er opfyldt på dagen for løsladelsen, skal kommunen kræve hjælpen tilbagebetalt. Tilbagebetalingen sker efter § 95.”
Stk. 3. Har en person som følge af afgørelse eller dom krav på efterbetaling af en ydelse, herunder en ydelse efter anden lov, og dækker denne ydelse samme tidsrum og samme formål som en udbetalt ydelse efter denne lov, skal kommunen fradrage den udbetalte ydelse efter denne lov i kravet, før kommunen kan opgøre et eventuelt tilbagebetalingskrav efter denne lov over for personen. I opgørelsen indgår ydelserne, før der indbetales skat.
Stk. 4. Kommunen kan endvidere ikke træffe beslutning om tilbagebetaling efter stk. 1, når en erstatning for tab af erhvervsevne udbetales som følge af personskade efter
1) lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser,
2) lov om erstatningsansvar,
3) lov om arbejdsskadesikring, bortset fra de tilfælde, der omfattes af den nævnte lovs § 29, eller
4) lov om erstatning og godtgørelse til tidligere udsendte soldater og andre statsansatte med sent diagnosticeret posttraumatisk belastningsreaktion.
Stk. 5. Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om, i hvilke andre tilfælde der ikke kan træffes beslutning om tilbagebetaling efter stk. 1 i anledning af erstatning for tab af erhvervsevne, der udbetales som følge af personskade.”
Meddelelsens tekst
Det har hidtil været Ankestyrelsens opfattelse, at når en kommune efter aktivlovens § 94, stk. 1, træffer afgørelse om tilbagebetaling af hjælp til forsørgelse på grund af dobbeltforsørgelse, fordi en borger havde fået efterbetalt en anden offentlig forsørgelsesydelse, skulle Ankestyrelsen kun prøve spørgsmålet om, hvorvidt der kan ske modregning efter aktivlovens § 94, stk. 3, og ikke hvordan modregningen skulle ske.
Vi har på baggrund af en udtalelse fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering genovervejet vores hidtidige administrative praksis (1). Det er nu vores opfattelse, at Ankestyrelsen også skal påse, at kommunen foretager modregning i overensstemmelse med aktivlovens § 94, stk. 3, inden kommunen opgør et tilbagebetalingskrav efter aktivlovens § 94, stk. 1.
Kun offentlige ydelser
Problematikken er kun relevant i de tilfælde, hvor kommunen har krævet tilbagebetaling af en allerede udbetalt ydelse, fordi borgeren får efterbetalt en anden offentlig forsørgelsesydelse. (for den samme periode, mh)
Problematikken er altså ikke relevant i de tilfælde, hvor kommunen kræver tilbagebetaling af en allerede udbetalt ydelse, fordi borgeren får efterbetalt en ikke-offentlig ydelse fra fx en privat forsikringsordning eller lignende.
Hvad skal du som borger gøre?
Ankestyrelsen kan selv identificere de ganske få sager, som Ankestyrelsen har truffet afgørelse i, hvor der kan være spørgsmål om genoptagelse på grund af, at der ikke er foretaget korrekt modregning. Vi er ved at gennemgå sagerne og kontakter selv de borgere, som er berørt af problemstillingen.
Borgere, der i øvrigt mener, at der ikke er foretaget korrekt modregning i deres sag, kan anmode om at få sagen genoptaget. Henvendelse om genoptagelse skal rettes til den myndighed, der senest har behandlet sagen.
1: Administrativ praksis er på linje med “forholdets natur” den allerlaveste retskilde, man kan påberåbe sig i den retlige trinfølge
Det er efter min (Mikael Hertigs) opfattelse betænkeligt, at Ankestyrelsen opfører som regeludsteder og benævner det “praksis”, for praksis er jo en administrativ norm, der opstår af sig selv.
Overfor står hensynet til proportionalitet og legalitet. Det indebærer principielt, at de såkaldte principmeddelelser ikke kan bruges som direkte hjemler, men skal ses som vejledende fortolkninger af en regel. Jo dybere indgrebet er i borgerens liv, des mere skal borgeren forlange fortolkningen tilsidesat.
Ankestyrelsen har tiltaget sig en form for tvivlsom regeludstedende myndighed.